Lejlighederne
De 21 lejligheder fordeler sig på fem forskellige typer og størrelser. Fra de helt små beregnet til enlige eller barnløse par til de største, som også typisk passer 3-børns familier.
Alle lejligheder er karakteriseret ved at være tætte, lyse, velgennemtænkte og spændende, ikke mindst p.gr.a. de mange forskudte niveauer, som huset er bygget i. For at sikre sollys til alle, har sydvendte lejligheder direkte udgang til haver og terrasser, mens de nordvendte har en stor indbygget altan.
Gaderne
Lejlighederne forbindes af to glasoverdækkede gange, kaldet gader, som uden anden opvarmning end sollys byder på en rig flora af figner, citron-træer, vindruer, bourgonvilla og meget andet. De to gader mødes i husets naturlige centrum, fælleshuset.
Fælleshuset
I fælleshuset foregår en stor del af husets aktiviteter: Seks aftener om ugen (ikke lørdag) spiser alle sammen i spisesalen, fællesmøder holdes også her og mindre møder holdes ved pejsen, og børn og voksne kæmper ved bordfodboldspillet eller bordtennisbordet. Fælleshuset har i løbet af sommer og efterår 2002 gennemgået en hovedrenovering og fik dengang nyt køkken, nye gulve, møbler og belysning.
Vores stor-køkken har hurtigt-arbejdende opvaskemaskine, kip-gryde, kip-pande og to store varmluft-ovne samt fire gasblus.
Børne-rum
De små børn har deres eget pude-rum, hvor de kan larme så tosset de har lyst, også på en regnvejrsdag. De lidt større har et værelse i tårnet at øve saxofon, hænge ud, se video eller hvad de nu har lyst til. De disponerer selv over lokalets indretning og brug.
S-rum
Bofællesskabet råder over seks S-rum (supplements-rum), som er værelser med toilet og bad, som kan bookes af alle beboere til overnattende gæster, til lektielæsning o.l.. De bliver også i perioder brugt til ‘udslusning’ af de større børn, der derved får en praktik-periode, før de kastes ud i det virkelige liv uden for bofællesskabet.
Værksteder
Skal der males, snedkereres, ordnes bil, båd eller tylskørter, foregår det lettest i sy-rummet, grovværkstedet, bil-værkstedet eller ‘den gule hal’. På den måde flyttes mindre brugte funktioner ud af lejlighederne og ind i fælles faciliteter, som tilbyder forskelligt el-værktøj og andet maskineri.
Vaskerum
Hver gade har et vaskerum med en industrimaskine og en enkelt tørretumbler.
Opvarmning og strøm
Vi har et fælles gas-fyr som sender radiatorvarme og varmt vand ud til de enkelte boliger. Forbruget betales via huslejen efter et arel-fordelingsprincip.
Strømforbrug måles dels samlet og dels i de enkelte boliger, strømforbrug for fællesareler betales over huslejen mens strømforbruget i de enkelte boliger opkræves af hver enkelt husstand.
Internet og TV
Der er indlagt fibernet til hver enkelt bolig med en modtager box fra Fibia Det er op til den enkelte at indgå aftale med dem om internet og evt. TV-pakker.
Vi har dog også valgt at dele en god net-forbindelse ( betalt af fællesskabet ), således at man uden at bruge boxen har adgang til frit internet. I praksis er den sidstnævnte løsning tilstrækkelig for langt de fleste.
Have
De to gaders 90-grader vinkel omslutter en stor have med legepladser, saunatønde, fodbold- og boullebane, krydderihaver, frugttræer o.l..
Hjemmeside og hosting håndteret af Boligforeningsweb fra